Fulltekst
Organet kan berre krevje betaling for innsyn etter denne lova dersom det har heimel i forskrift etter andre eller tredje ledd.
Kongen kan gi forskrift om betaling for avskrifter, utskrifter eller kopiar. Betalingssatsane skal vere slik at dei samla inntektene ikkje blir større enn dei faktiske kostnadene ved kopiering og utsending av dokument.
Kongen kan gi forskrift om at det kan krevjast betaling for dokument dersom særlege tilhøve ved arten til dokumenta eller verksemda gjer det rimeleg. Betalingssatsane skal fastsetjast slik at dei samla inntektene ikkje blir større enn dei faktiske kostnadene ved innsamling, produksjon, reproduksjon og formidling av informasjonen, med tillegg av ei rimeleg avkastning av investeringane.
For verksemder som fell utanfor lova her, men som er omfatta av anna lovgiving som gir ålmenta innsyn i offentleg verksemd, eller av EØS-avtalen vedlegg XI nr. 5k (direktiv 2003/98/EF som endra ved direktiv 2013/37/EU ) om vidarebruk av informasjon frå offentleg sektor, må dei samla inntektene ved informasjonsutlevering ikkje overstige dei faktiske kostnadene ved reproduksjon og formidling av informasjonen, med tillegg av ei rimeleg avkastning av investeringane.
Verksemder som til vanleg krev betaling for informasjon, skal på førehand offentleggjere gjeldande vilkår og faktisk betalingssum, medrekna utrekningsgrunnlaget for betalinga. Slik informasjon skal gjerast tilgjengeleg elektronisk dersom det er mogleg.
Dersom ikkje anna blir fastsett av Kongen i forskrift, gjeld føresegnene i tredje ledd andre punktum og i fjerde og femte ledd berre for verksemder som er omfatta av EØS-avtalen vedlegg XI nr. 5k (direktiv 2003/98/EF som endra ved direktiv 2013/37/EU ) om vidarebruk av informasjon frå offentleg sektor.
Paragrafkommentar
§ 8 uttrykker gratisprinsippet i offentleglova. Utgangspunktet er at innsyn etter loven ikke skal koste noe. Et organ kan bare kreve betaling dersom det finnes hjemmel i forskrift gitt etter andre eller tredje ledd. Kostnader, ressursbruk eller praktiske ulemper ved innsynsbehandlingen er derfor ikke nok i seg selv.
Bestemmelsen skiller mellom ulike former for betaling. Andre ledd gjelder betaling for «avskrifter, utskrifter eller kopiar». Også her er det et kostnadstak: de samlede inntektene kan ikke overstige de faktiske kostnadene ved kopiering og utsending. Tredje ledd åpner for forskrift om betaling for dokumenter der «særlege tilhøve ved arten til dokumenta eller verksemda» gjør betaling rimelig. Også denne adgangen er begrenset av et kostnadstak.
Første ledd er den praktisk viktigste regelen: Organet må alltid kunne peke på en konkret forskriftshjemmel før det kreves betaling. Offentleglova § 8 må derfor leses sammen med offentlegforskrifta § 4 når man vurderer om betaling kan kreves. Det er lagt til grunn at gratis innsyn er hovedregelen, og at betalingsadgangen er begrenset til de forskriftsfestede tilfellene (JDLOV-id674372 / legal_source_id 59952).
I praksis bør organet først avklare om kravet gjelder innsyn etter offentleglova i dokumenter eller opplysninger som allerede finnes hos organet, eller som utarbeides som del av ordinær virksomhet. Da er utgangspunktet gratis innsyn. Dersom det i stedet er tale om en særskilt informasjonsytelse, produksjon eller tilrettelegging som faller innenfor en forskriftsbestemt betalingsregel, kan betaling vurderes innenfor de kostnadstakene loven setter.
Femte ledd stiller i tillegg krav om åpenhet: virksomheter som vanligvis krever betaling for informasjon, skal på forhånd offentliggjøre vilkår, betalingssum og beregningsgrunnlag, elektronisk dersom det er mulig.