Dommen i sin helhet
Det følger af Domstolens praksis, at en kontrakt, som en ordregivende enhed indgår, har en forbindelse til den virksomhed, som denne enhed udøver i sektoren, i det omfang kontrakten er nødvendig for udøvelsen af denne virksomhed, dvs. tjener til gennemførelsen heraf (jf. i denne retning dom af 10.4.2008, Ing. Aigner, C-393/06, EU:C:2008:213, præmis 56, og af 19.4.2018, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-152/17, EU:C:2018:264, præmis 26).
I den foreliggende sag er det omtvistede, om tjenesteydelserne i form af portvagt, reception og overvågning af indgange i Poste Italianes og andre koncernselskabers kontorer er nødvendige for leveringen af posttjenester.
Det skal i denne henseende bemærkes, at Poste Italiane er en virksomhed, der leverer posttjenester, men også en lang række andre tjenesteydelser uden forbindelse til posttjenester. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de kontorer, der er genstand for de sikkerhedstjenester, der indgår i den i hovedsagen omhandlede udbudsbekendtgørelse, er steder, hvori der både udøves aktiviteter vedrørende posttjenester og aktiviteter uden forbindelse til posttjenester.
Henset til, at artikel 19, stk. 1, i direktiv 2014/25 bestemmer, at dette direktiv ikke finder anvendelse på kontrakter tildelt i andet øjemed end udøvelsen af de aktiviteter, der er omhandlet i dette direktivs artikel 8-14, er det afgørende spørgsmål, om de tjenesteydelser, der er genstand for den i hovedsagen omhandlede udbudsbekendtgørelse, er nødvendige for udøvelsen af Poste Italianes virksomhed i postsektoren, eller om de blot er nyttige herfor.
I denne forbindelse har Domstolen allerede udtalt, at de goder og tjenesteydelser, der erhverves af en ordregivende enhed for at sikre driften af virksomheden som helhed, og ikke alene den virksomhed, der er omhandlet i det relevante direktiv, ikke kan anses for at have den fornødne forbindelse til denne virksomhed (jf. i denne retning dom af 19.4.2018, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-152/17, EU:C:2018:264, præmis 28-31).
Det er imidlertid ubestridt, at de tjenesteydelser i form af portvagt, reception og overvågning af indgange, der er omhandlet i den i hovedsagen omhandlede udbudsbekendtgørelse, vedrører en lang række kontorer, hvori der blandet udøves aktiviteter, der er relevante for postsektoren, og aktiviteter, der ikke er relevante herfor.
Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelser er nødvendige for udøvelsen af de aktiviteter, der henhører under postsektoren, og som Poste Italiane udfører i de pågældende kontorer, eller om disse tjenesteydelser derimod tjener alle de aktiviteter, der udøves i disse kontorer. Såfremt det sidstnævnte er tilfældet, henhører de omhandlede kontrakter ikke under direktiv 2014/25's anvendelsesområde.
Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje og det femte spørgsmål besvares således, at artikel 13, stk. 1, i direktiv 2014/25 skal fortolkes således, at denne bestemmelse kun finder anvendelse på tjenesteydelser i form af portvagt, reception og overvågning af indgange i kontorer tilhørende leverandører af posttjenester, hvis disse tjenesteydelser er nødvendige for udøvelsen af sidstnævntes aktiviteter i postsektoren, og ikke alene nyttige herfor; dette tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Om det første og det andet spørgsmål
Med det første og det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Poste Italiane og dets datterselskab Poste Tutela, henset til de faktiske og retlige omstændigheder, der er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, skal kvalificeres som »offentligretlige organer« som omhandlet i direktiv 2014/23, 2014/24 og 2014/25.
Det fremgår imidlertid af nærværende doms præmis 34, at der er enighed mellem parterne om, at disse to selskaber kan kvalificeres som »offentlige virksomheder« som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2014/25. Da det er tilstrækkeligt at konstatere, at de er offentlige virksomheder, for at disse selskaber kan anses for at være ordregivende enheder som omhandlet i dette direktiv, er det ufornødent at besvare det første og det andet spørgsmål.
Om det fjerde spørgsmål
Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om selskaber, der er offentlige virksomheder som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2014/25, men ikke er ordregivende myndigheder, i henhold til direktiv 2014/24 kan anses for at have pligt til at følge udbudsprocedurerne for kontrakter, der ikke henhører under de sektorer, der er omhandlet i direktiv 2014/25.
Det skal i denne henseende bemærkes, at direktiv 2014/24 i henhold til direktivets artikel 1, stk. 1, finder anvendelse på indkøb foretaget af ordregivende myndigheder. Det følger af dette direktivs artikel 2, stk. 1, nr. 1), at »ordregivende myndigheder« i dette direktivs forstand er staten, regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer eller sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer.
Offentlige virksomheder, som ikke opfylder de tre kriterier, der er opstillet i direktiv 2014/24's artikel 2, stk. 1, nr. 4), for at blive betegnet som »offentligretlige organer«, er ikke undergivet de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv.
Begrebet »offentlige virksomheder« i direktiv 2014/25's forstand kan i øvrigt ikke sidestilles med begrebet »offentligretlige organer« som omhandlet i direktiv 2014/24. Disse to begreber kan dog falde sammen, hvis en offentlig virksomhed tillige opfylder de kriterier, der er opstillet for at være et offentligretligt organ.
Det følger heraf, at en offentlig virksomhed som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2014/25 kun er undergivet de forpligtelser, der er fastsat i direktiv 2014/24, hvis den tillige kan kvalificeres som et offentligretligt organ i henhold til sidstnævnte direktiv.
Det fjerde spørgsmål skal følgelig besvares med, at en offentlig virksomhed som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2014/25, der ikke er en ordregivende myndighed, kun kan pålægges de forpligtelser, der er fastsat i direktiv 2014/24, for kontrakter, der ikke henhører under de sektorer, der er omhandlet i direktiv 2014/25, hvis denne virksomhed opfylder de tre kriterier i artikel 2, stk. 1, nr. 4), i direktiv 2014/24 for at blive betegnet som et offentligretligt organ.
Om det sjette spørgsmål
Med det sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for, at en ordregivende enhed annullerer en udbudsbekendtgørelse, som den har offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, uden at denne enhed var forpligtet til at iværksætte en udbudsprocedure.
Det skal i denne henseende bemærkes, at en ordregivende enhed, der har igangsat en udbudsprocedure, har mulighed for at annullere denne procedure, herunder selv om den har offentliggjort en udbudsbekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende, idet EU-retten ikke forpligter denne til at fuldføre proceduren (jf. i denne retning dom af 11.12.2014, Croce Amica One Italia, C-440/13, EU:C:2014:2435, præmis 33).
Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i henhold til EU's primærret finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, tillader dette princip en virksomhed at kræve erstatning fra det offentlige, hvis det offentlige har givet denne virksomhed præcise løfter, der giver anledning til berettigede forventninger, og disse løfter efterfølgende ikke indfries. Det er imidlertid den forelæggende rets opgave at fastlægge de nærmere omstændigheder i den foreliggende sag og at afgøre, om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er blevet krænket.
Den forelæggende ret spørger imidlertid reelt om, hvilke konsekvenser det har for tilbudsgiverne, at en ordregivende enhed igangsætter en udbudsprocedure uden at være forpligtet hertil. I det tilfælde, hvor en ordregivende enhed, der er en offentlig virksomhed som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2014/25, men som ikke opfylder de kriterier for at blive betegnet som et offentligretligt organ, der er opstillet i direktiv 2014/24, frivilligt igangsætter en udbudsprocedure, er de forpligtelser, der er fastsat i EU-retten på området for offentlige kontrakter, hverken direkte eller analogt bindende for denne.
Det sjette spørgsmål skal følgelig besvares med, at EU-retten ikke er til hinder for, at en ordregivende enhed annullerer en udbudsprocedure, som den frivilligt har igangsat, herunder selv om den i Den Europæiske Unions Tidende har offentliggjort en udbudsbekendtgørelse, som den ikke var forpligtet til at offentliggøre. Det tilkommer den forelæggende ret at fastlægge, hvilke konsekvenser en sådan annullation har i henhold til national ret, navnlig for så vidt angår tilbudsgivernes eventuelle krav om erstatning.
Sagsomkostninger
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:
1) Artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF skal fortolkes således, at denne bestemmelse kun finder anvendelse på tjenesteydelser i form af portvagt, reception og overvågning af indgange i kontorer tilhørende leverandører af posttjenester, hvis disse tjenesteydelser er nødvendige for udøvelsen af sidstnævntes aktiviteter i postsektoren, og ikke alene nyttige herfor; dette tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
2) En offentlig virksomhed som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2014/25, der ikke er en ordregivende myndighed, kan kun pålægges de forpligtelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF, for kontrakter, der ikke henhører under de sektorer, der er omhandlet i direktiv 2014/25, hvis denne virksomhed opfylder de tre kriterier i artikel 2, stk. 1, nr. 4), i direktiv 2014/24 for at blive betegnet som et offentligretligt organ.
3) EU-retten er ikke til hinder for, at en ordregivende enhed annullerer en udbudsprocedure, som den frivilligt har igangsat, herunder selv om den i Den Europæiske Unions Tidende har offentliggjort en udbudsbekendtgørelse, som den ikke var forpligtet til at offentliggøre. Det tilkommer den forelæggende ret at fastlægge, hvilke konsekvenser en sådan annullation har i henhold til national ret, navnlig for så vidt angår tilbudsgivernes eventuelle krav om erstatning.
Regan
Ilešič
Juhász
Lycourgos
Jarukaitis
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. oktober 2020.
A. Calot Escobar
Justitssekretær
E. Regan
Afdelingsformand
Nedenfor følger den norske oversettelsen:
Samling av avgjørelser
DOMSTOLENS DOM (Femte avdeling)
28. oktober 2020* «Prejudisiell forelæggelse – inngåelse av kontrakter innenfor vann- og energiforsyning, transport samt posttjenester – direktiv 2014/25/EU – artikkel 13 – aktiviteter knyttet til levering av posttjenester – oppdragsgivere – offentlige virksomheter – formaliteten»
I sak C-521/18, angående en anmodning om prejudisiell avgjørelse i henhold til artikkel 267 TEUF, inngitt av Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstolen for Lazio, Italia) ved avgjørelse av 4. juli 2018, innkommet til Domstolen den 6. august 2018, i saken
Pegaso Srl Servizi Fiduciari, Sistemi di Sicurezza Srl,
YW mot
Poste Tutela SpA, med følgende deltakere i saken: Poste Italiane SpA, Services Group, har
DOMSTOLEN (Femte avdeling), sammensatt av avdelingens president E. Regan, og dommerne M. Ilešič, E. Juhász (refererende dommer), C. Lycourgos og I. Jarukaitis, generaladvokat: M. Bobek, justissekretær: fullmektig M. Longar, på grunnlag av den skriftlige behandlingen og etter rettsmøtet den 22. januar 2020,
* Prosessspråk: italiensk.
etter at det er avgitt innlegg av:
- Pegaso Srl Servizi Fiduciari og Sistemi di Sicurezza Srl ved avvocati A. Scuderi og F. Botti,
- Poste Tutela SpA ved avvocato S. Napolitano,
- Poste Italiane SpA ved avvocati A. Fratini og A. Sandulli,
- Services Group ved avvocato L. Lentini,
- den italienske regjering ved G. Palmieri, som befullmektiget, bistått av avvocato dello Stato D. Del Gaizo,
- Europakommisjonen ved G. Gattinara, P. Ondrůšek og L. Haasbeek, som befullmektigede, og etter at generaladvokaten har fremlagt forslag til avgjørelse i rettsmøtet den 23. april 2020, avsagt følgende
Dom
Anmodningen om prejudisiell avgjørelse gjelder tolkningen av 21. og 46. betraktning til og artikkel 16 i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU av 26. februar 2014 om tildeling av konsesjonskontrakter (EUT 2014, L 94, s. 1), av artikkel 2 nr. 1 i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU av 26. februar 2014 om offentlige anskaffelser og om oppheving av direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65) samt av artikkel 3 nr. 4, artikkel 4 nr. 1 og 2, og artikkel 13 i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU av 26. februar 2014 om fremgangsmåtene ved inngåelse av kontrakter innenfor vann- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om oppheving av direktiv 2004/17/EF (EUT 2014, L 94, s. 243).
Denne anmodningen er blitt inngitt i forbindelse med en tvist mellom på den ene siden Pegaso Srl Servizi Fiduciari, Sistemi di Sicurezza Srl og YW (heretter samlet «Pegaso») og på den andre siden Poste Tutela SpA og Poste Italiane SpA vedrørende lovligheten av en kunngjøring om tildeling, som ledd i en åpen anbudskonkurranse, av tjenester i form av vakthold, resepsjon og overvåkning av innganger i Poste Italianes og andre konsernselskaper kontorer.
Rettsregler
EU-retten
Direktiv 2004/17/EF
Artikkel 6 i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF av 31. mars 2004 om samordning av fremgangsmåtene ved inngåelse av kontrakter innenfor vann- og energiforsyning, transport samt posttjenester (EUT 2004, L 134, s. 1) med overskriften «Posttjenester» fastsatte følgende i nr. 1:
«Dette direktiv gjelder tilgjengeliggjøring av posttjenester og, på betingelsene i nr. 2 bokstav c), andre tjenester enn posttjenester.»
2ECLI:EU:C:2020:867
Direktiv 2014/23
Følgende fremgår av 21. og 46. betraktning til direktiv 2014/23:
«(21) Begrepet «offentligrettslige organer» er blitt behandlet gjentatte ganger av Den europeiske unions domstol. En rekke presiseringer er avgjørende for den fulle forståelsen av dette begrepet. Det bør derfor presiseres at et organ som fungerer på normale markedsvilkår, har til formål å skape gevinst og bærer tap forbundet med utøvelsen av sine aktiviteter, ikke bør betraktes som […] et «offentligrettslig organ», ettersom allmennhetens behov som det er opprettet med sikte på å imøtekomme eller har fått i oppgave å imøtekomme, kan anses for å ha industriell eller kommersiell karakter. Tilsvarende er betingelsen vedrørende det berørte organets finansiering også blitt behandlet av Den europeiske unions domstol, som [blant annet] har presisert at finansiert «for størstedelens vedkommende» betyr for mer enn halvparten, og at slik finansiering kan omfatte betalinger fra brukere som pålegges, beregnes og innkreves i samsvar med offentligrettslige regler.
[…]
(46) Konsesjoner som tildeles kontrollerte juridiske personer, bør ikke være underlagt anvendelsen av prosedyrene i dette direktiv, dersom den ordregivende myndigheten eller den oppdragsgivende enheten som omhandlet i artikkel 7 nr. 1 bokstav a), utøver en kontroll over den berørte juridiske personen som tilsvarer den kontrollen den utøver over sine egne avdelinger, forutsatt at den kontrollerte juridiske personen utfører mer enn 80 % av sine aktiviteter som gjennomføring av oppgaver som den er blitt betrodd av den kontrollerende ordregivende myndigheten eller oppdragsgivende enheten eller av andre juridiske personer som kontrolleres av nevnte ordregivende myndighet eller oppdragsgivende enhet, uansett hvem som er mottaker av kontraktsytelsen. […]»
Dette direktivets artikkel 6 med overskriften «Ordregivende myndigheter» fastsetter i nr. 4:
««Offentligrettslige organer»: organer med alle følgende kjennetegn:
a) De er opprettet spesielt med sikte på å imøtekomme allmennhetens behov, men ikke behov av industriell eller kommersiell karakter.
b) De har status som juridisk person, […]
c) De finansieres for størstedelens vedkommende av staten, regionale eller lokale myndigheter eller andre offentligrettslige organer, eller er underlagt disse myndigheters eller enheters kontroll, eller de har et administrasjons-, ledelses- eller tilsynsorgan der mer enn halvparten av medlemmene utpekes av staten, regionale eller lokale myndigheter eller andre offentligrettslige organer.»
Nevnte direktivets artikkel 16 med overskriften «Utelukkelse av aktiviteter som er direkte underlagt alminnelige konkurransevilkår», fastsetter:
«Dette direktiv får ikke anvendelse på konsesjoner som tildeles av oppdragsgivende enheter, dersom det i henhold til artikkel 35 i direktiv 2014/25/EU er fastslått at aktiviteten er direkte underlagt alminnelige konkurransevilkår i den medlemsstaten der konsesjonen skal gjennomføres, jf. artikkel 34 i nevnte direktiv.»
Direktiv 2014/24
Definisjonen av begrepet «offentligrettslige organer» i artikkel 2 nr. 1 punkt 4) i direktiv 2014/24 tilsvarer definisjonen i artikkel 6 nr. 4 i direktiv 2014/23.
Direktiv 2014/25
Definisjonen av begrepet «offentligrettslige organer» i artikkel 3 nr. 4 i direktiv 2014/25 tilsvarer likeledes definisjonen i artikkel 6 nr. 4 i direktiv 2014/23.
Artikkel 4 nr. 1 og 2 i direktiv 2014/25 har følgende ordlyd:
«1. Ved anvendelsen av dette direktiv er oppdragsgivende enheter enheter som:
a) er ordregivende myndigheter eller offentlige virksomheter, og som utøver en av aktivitetene omhandlet i artikkel 8–14 b) dersom de ikke er ordregivende myndigheter eller offentlige virksomheter, utøver en eller flere av aktivitetene omhandlet i artikkel 8–14, og har særlige eller eksklusive rettigheter gitt av en kompetent myndighet i en medlemsstat.
2. Med «offentlig virksomhet» forstås enhver virksomhet som de ordregivende myndighetene direkte eller indirekte kan ha bestemmende innflytelse over som følge av eierforhold, kapitalinnskudd eller de for virksomheten gjeldende regler.
Bestemmende innflytelse antas å foreligge når de ordregivende myndighetene direkte eller indirekte i forhold til en virksomhet:
a) besitter flertallet av virksomhetens tegnede kapital b) rår over flertallet av de stemmene som er knyttet til de kapitalandelene som virksomheten har utstedt c) kan utpeke mer enn halvparten av medlemmene i virksomhetens administrasjons-, ledelses- eller tilsynsorgan.»
Nevnte direktivets artikkel 6 nr. 1 og 2 foreskriver:
«1. Ved kontrakter som skal dekke flere aktiviteter, kan oppdragsgivende enheter velge å tildele særskilte kontrakter for hver enkelt aktivitet eller tildele en enkelt kontrakt. Når de oppdragsgivende enhetene velger å tildele særskilte kontrakter, treffes avgjørelsen om hvilke regler som skal anvendes på hver av de særskilte kontraktene, på grunnlag av kjennetegnene ved den aktuelle særskilte aktiviteten.
Uavhengig av artikkel 5 får nr. 2 og 3 i denne artikkel anvendelse når de oppdragsgivende enhetene velger å tildele en enkelt kontrakt. Dersom en av de aktuelle aktivitetene er omfattet av artikkel 346 […] TEUF eller [Europaparlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF av 13. juli 2009 om samordning av fremgangsmåtene ved ordregivende myndigheters eller oppdragsgiveres inngåelse av visse bygge- og anleggs-, vareinnkjøps- og tjenestekontrakter på forsvars- og sikkerhetsområdet og om endring av direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF (EUT 2009, L 216, s. 76)], får imidlertid nærværende direktivs artikkel 26 anvendelse.
Valget mellom å tildele en enkelt kontrakt eller en rekke særskilte kontrakter må likevel ikke foretas med det formål å utelukke kontrakten eller kontraktene fra anvendelsesområdet for dette direktiv eller eventuelt direktiv 2014/24/EU eller direktiv 2014/23/EU.
2. En kontrakt som inngås med sikte på utøvelse av flere aktiviteter, er underlagt reglene for den aktiviteten som utgjør kontraktens hovedgjenstand.»
4ECLI:EU:C:2020:867
I artikkel 8–14 i direktiv 2014/25 oppregnes de sektorene som dette direktiv får anvendelse på, idet disse sektorene er gass og varme (artikkel 8), elektrisitet (artikkel 9), vann (artikkel 10), transporttjenester (artikkel 11), havner og lufthavner (artikkel 12), posttjenester (artikkel 13) samt utvinning av olje og gass og leting etter eller utvinning av kull og annet fast brensel (artikkel 14).
Direktivets artikkel 13 er utformet slik:
«1. Dette direktiv gjelder for aktiviteter i forbindelse med tilgjengeliggjøring av:
a) posttjenester b) andre tjenester enn posttjenester, dersom disse tjenestene leveres av en enhet som også leverer posttjenester som definert i nærværende artikkel nr. 2 bokstav b), og når betingelsene i artikkel 34 nr. 1 ikke er oppfylt med hensyn til de tjenestene som faller inn under nærværende artikkel nr. 2 bokstav b).
2. I forbindelse med denne artikkelen, og uten at det berører [Europaparlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF av 15. desember 1997 om felles regler for utvikling av Fellesskapets indre marked for posttjenester og forbedring av disse tjenesters kvalitet (EFT 1998, L 15, s. 14)], forstås ved:
a) «postforsendelse»: adressert forsendelse i den endelige formen den har på innleveringstidspunktet, uansett vekt. I tillegg til brevforsendelser omfatter slike forsendelser blant annet bøker, kataloger, aviser og tidsskrifter samt postpakker som inneholder varer med eller uten kommersiell verdi, uansett vekt b) «posttjenester»: tjenester som består i innsamling, sortering, transport og omdeling av postforsendelser. Dette omfatter både tjenester som hører under, og tjenester som ikke hører under den befordringsplikt som er fastsatt ved direktiv 97/67/EF c) «andre tjenester enn posttjenester»: tjenester på følgende områder:
i) forvaltning av kurertjenester (både før og etter forsendelsen, herunder forvaltning av «mail room»-tjenester)
ii) tjenester vedrørende postforsendelser som ikke er omfattet av bokstav a), slik som uadresserte reklameforsendelser.»
Direktivets artikkel 19 nr. 1 bestemmer følgende:
«Dette direktiv gjelder ikke for kontrakter som oppdragsgivende enheter tildeler i annet øyemed enn utøvelse I denne sammenheng kan ikke forbindelsen mellom den aktuelle kontrakten og denne sektoren være av enhver art for å kunne tjene til utøvelsen av aktiviteter i postsektoren, ettersom betydningen av artikkel 19 nr. 1 i direktiv 2014/25 ellers ville bli tilsidesatt. For å fastslå at det foreligger en forbindelse mellom kontrakten og aktiviteter i postsektoren som omhandlet i direktivets artikkel 13 nr. 1, er det nemlig ikke tilstrekkelig at de tjenestene som inngår i denne kontrakten, bidrar positivt til sektoroppdragsgiverens virksomhet og øker lønnsomheten av denne.
Det skal således fastslås at alle aktiviteter som faktisk tjener til utøvelsen av aktiviteter i sektoren for posttjenester, idet de gjør det mulig å utøve disse aktivitetene på forsvarlig vis, sett hen til de normale betingelsene for utøvelsen av dem, med unntak av aktiviteter som utøves med et annet formål enn utøvelsen av den aktuelle sektorspesifikke virksomheten, hører inn under aktiviteter i forbindelse med tilgjengeliggjøring av posttjenester som omhandlet i denne bestemmelsen.
Det samme gjelder for aktiviteter som, idet de er av supplerende og tverrgående karakter, under andre omstendigheter kunne tjene til utøvelsen av andre aktiviteter som ikke faller inn under forsyningsdirektivets anvendelsesområde.
I den foreliggende sak er det vanskelig å forestille seg at posttjenestene kan leveres på forsvarlig vis uten tjenester i form av vakthold, resepsjon og overvåking av innganger til den aktuelle leverandørens kontorer. Denne konstateringen gjelder så vel for kontorer som er åpne for mottakere av posttjenester og således mottar publikum, som for kontorer som brukes til utøvelsen av administrative oppgaver. Som generaladvokaten har anført i punkt 116 i forslaget til avgjørelse, omfatter leveringen av posttjenestene nemlig også forvaltning og planlegging av disse tjenestene.
På denne bakgrunn kan en kontrakt som den i hovedsaken omhandlede ikke anses for å ha blitt inngått med andre formål enn utøvelsen av aktiviteter i postsektoren som omhandlet i artikkel 19 nr. 1 i direktiv 2014/25, og den har tvert imot, sett hen til betraktningene anført i denne dommens avsnitt 43, en forbindelse til disse aktivitetene som begrunner at den underlegges den ordningen som er innført ved dette direktivet.
Tatt i betraktning at Poste Italiane har egenskapen av offentlig virksomhet som omhandlet i artikkel 4 nr. 2 i direktiv 2014/25, slik det fremgår av denne dommens avsnitt 34, og at tjenestene som er omhandlet i hovedsaken, er aktiviteter i forbindelse med leveringen av posttjenester som de faktisk tjener til utøvelsen av, får dette direktivet således anvendelse på kontrakten som er omhandlet i hovedsaken, både i personell og materiell henseende.
10ECLI:EU:C:2020:867
En slik konklusjon kan ikke imøtegås ved Poste Italianes argumentasjon om at aktivitetene med vakthold og overvåking av innganger, som er gjenstand for anbudskonkurransen omhandlet i hovedsaken, likeledes leveres til fordel for aktiviteter som faller utenfor det materielle anvendelsesområdet for direktiv 2014/25, slik som betalingstjenester, mobiltelefontjenester, forsikringstjenester eller digitale tjenester.
Som generaladvokaten i det vesentlige har anført i punkt 119 og 120 i forslaget til avgjørelse, bestemmer artikkel 6 nr. 1 i direktiv 2014/25 nemlig at ved kontrakter som skal dekke flere aktiviteter, kan sektoroppdragsgivere velge å inngå særskilte kontrakter for hver aktivitet eller tildele én enkelt kontrakt. I sistnevnte tilfelle følger det av direktivets artikkel 6 nr. 2 at denne ene kontrakten er underlagt reglene for den aktiviteten som utgjør kontraktens hovedgjenstand.
De opplysningene som er forelagt Domstolen, gjør det ikke mulig å godtgjøre at hovedgjenstanden for kontrakten som er omhandlet i den foreliggende sak, var aktiviteter som falt inn under det materielle anvendelsesområdet for direktiv 2014/25.
Det kan følgelig ikke fastslås at kontrakten som er omhandlet i hovedsaken, på bakgrunn av de opplysningene som er forelagt Domstolen, og med forbehold for den etterprøvingen som den foreleggende retten skal foreta, faller utenfor det materielle anvendelsesområdet for direktiv 2014/25.
Sett hen til det ovennevnte skal det tredje og det femte spørsmålet besvares med at artikkel 13 nr. 1 i direktiv 2014/25 skal fortolkes slik at denne bestemmelsen får anvendelse på aktiviteter som består i levering av tjenester i form av vakthold, resepsjon og overvåking av innganger i kontorer tilhørende leverandører av posttjenester, når disse tjenestene har forbindelse til aktiviteter i postsektoren, for så vidt som de faktisk tjener til utøvelsen av disse aktivitetene, idet de gjør det mulig å utøve disse aktivitetene på forsvarlig vis, sett hen til de normale betingelsene for utøvelsen av dem.
Om de øvrige spørsmålene
Sett hen til besvarelsen av det tredje og det femte spørsmålet er det unødvendig å besvare de øvrige forelagte spørsmålene.
Sakskostnader
Ettersom behandlingen av saken overfor partene i hovedsaken utgjør et ledd i saken som verserer for den foreleggende retten, tilkommer det denne å treffe avgjørelse om sakskostnadene. Bortsett fra de nevnte partenes utgifter kan ikke utgifter som er pådratt i forbindelse med innlegg for Domstolen, erstattes.
På grunnlag av disse premissene fastslår Domstolen (Femte avdeling):
Artikkel 13 nr. 1 i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU av 26. februar 2014 om fremgangsmåtene ved inngåelse av kontrakter innenfor vann- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om oppheving av direktiv 2004/17/EF skal fortolkes slik at denne bestemmelsen får anvendelse på aktiviteter som består i levering av tjenester i form av vakthold, resepsjon og overvåking av innganger i kontorer tilhørende leverandører av posttjenester, når disse tjenestene har forbindelse til aktiviteter i postsektoren, for så vidt som disse faktisk tjener til utøvelsen av disse aktivitetene, idet de gjør det mulig å utøve disse aktivitetene på forsvarlig vis, sett hen til de normale betingelsene for utøvelsen av dem.